Sygeplejerskerne vil have politikerne til at opstille klare maksimumgrænser for natarbejde.
Udmeldingen kommer efter, at en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har påvist, at der er en klar sammenhæng mellem natarbejde og brystkræft.
"Vi vil derfor have politikerne til at skride ind og lave nogle klare maksimumgrænser for natarbejde," siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steensberg, til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Især spørgsmålet om, hvor mange vagter, sygeplejesker må have i træk, optager os. Flere arbejder i dag op til syv nætter i træk. Det er for meget, når vi allerede i dag ved, at to til tre nætter bør være grænsen," slår Steensberg fast.
Steensberg henviser til anbefalinger fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der peger på, at man ikke bør arbejde mere end tre nætter i træk.
Og det går ikke at overlade spørgsmålet om natarbejde til overenskomstforhandlingerne. Dertil er spørgsmålet for vigtigt.
"Det er langt ude, når beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) siger, at problemerne må være op til arbejdsmarkedets parter. Det svarer jo til, at der ikke var klare regler for sikkerheden på arbejdspladser i byggebranchen, i havnene osv," lyder det fra Steensberg.
Overlæge Jane Frølund Thomsen, der er medlem af Erhvervssygdomsudvalget under Arbejdsskadestyrelsen, vurderer over for DR på baggrund af rapporten fra WHO, at der er udsigt til, at brystkræft efter natarbejde kan få status som anerkendt arbejdsskade.