7 ud af 10 sygeplejersker bruger hver uge tid på rengøring i stedet for sygeplejerske-arbejde. I gennemsnit bruger en sygeplejerske 22 minutter om dagen på at støvsuge og tørre hylder af frem for at tage sig af patienterne.
Det viser en undersøgelse lavet af analyseinstituttet Megafon for Dansk Sygeplejeråd. Og det vækker harme hos formanden for rådet, Grethe Christensen.
"Jeg synes, det er fuldstændig urimeligt. I en tid, hvor vi i den grad presser sygeplejerskerne hårdt i alle deres arbejdsfunktioner, så er det fuldstændig urimeligt, at de skal gå og lave nogle ting, der ikke er direkte sygeplejerelateret," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
På landsplan svarer den tid der bliver brugt på rengøring til 1.550 fuldtidsansatte sygeplejersker. Regionerne er hårdere ramt end kommunerne. Værst ser det ud i region hovedstaden, hvor 72 procent af sygeplejerskerne svarer, at de bruger tid på rengøring.
Hvis sygeplejersker i regionerne brugte lige så lidt tid på rengøring, som de gør i kommunerne, så ville det svare til at ansætte cirka 1.150 nye sygeplejersker. Derfor forventer Grethe Christensen også, at de ansvarlige politikere vil tage affærre.
"Jeg forventer helt klart, at nu går man til handling. Det kan ikke hjælpe noget, at man bliver ved med at skære ned i sygehusvæsenet og så ikke handler på noget af det, der rent faktisk kunne frigive noget tid til sygeplejerskerne," siger formanden til Nyhedsbureauet Newspaq.