Mange smadrer sparegrisen og gennemprygler dankortet her midt i højsæsonen for juleindkøb og gaveræs.
Men for 300.000 danskere løber købetrangen helt af sporet. De lider af et decideret sygeligt forhold til shopping og kan kalde sig selv shopaholics - eller købemanikere på dansk.
Det vurderer Psykiatrifonden, skriver Kristeligt Dagblad.
"Det er præcis det samme mønster, vi ser hos alkoholikere. Den almene befolknings øgede alkoholindtag i julen legitimerer alkoholikerens misbrug. Det samme sker for købemanikere, der pludseligt oplever, at det, de gør, er i orden, og derfor slipper al kontrol," siger psykiater og formand for Psykiatrifonden Jes Gerlach.
Dansk Misbrugsbehandling tilbyder som de eneste i landet behandling til købemanikere, og de vurderer, at antallet af de sygelige shoppere stiger.
"Det er først, når katastrofen rammer, og det hele ramler, at købemanikerne henvender sig for at få hjælp. På det tidspunkt er alt ofte tabt. Familiens tillid, huset, bilen og for manges vedkommende også den rene straffeattest," siger behandlingsleder Søren Skensved.