Medlemmer af fagforbundet FOA, der tæller sosu’er, pædagogmedhjælpere og portører på sygehusene, skal muligvis snart ud på gader og stræder og vise deres utilfredshed med de strandede overenskomstforhandlinger.
Den varslede konflikt er i hvert fald en realitet, hvis der ikke inden den 4. april er landet en overenskomstaftale for de offentligt ansatte.
Fredag har FOA så meldt ud, hvilke medlemmer der bliver udtaget til en mulig strejke. Det skriver TV 2.
Institutioner, plejehjem og hospitaler i næsten alle kommuner i landet bliver omfattet, meddeler forbundet.
FOA-formand Dennis Kristensen erkender til TV 2, at det er usædvanligt at melde så konkret ud.
- Det er måske en lidt usædvanlig fremgangsmåde, at vi offentliggør oversigten over faggrupper, arbejdspladser og kommuner og regioner. Men hensigten er meget enkel. De medlemmer, der skal i strejke - og de, der ikke skal - skal kende situationen i god tid, siger han til TV 2.
13.700 kommunalt ansatte medlemmer og 2.200 regionalt ansatte medlemmer bliver omfattet af en mulig strejke.
Her er listen over, hvilke kommunalt ansatte FOA-medlemmer der er udtaget til konflikt.
Her er listen for de regionalt ansatte FOA-medlemmer.