Mangel på retspsykiatriske sengepladser betyder, at kriminelle, der er psykisk syge, bliver henvist til almindelige psykiatriske afdelinger. Det kan få alvorlige konsekvenser for de lovlydige psykisk syge, da de kriminelle kræver mange ressourcer.
Det siger Per Jørgensen, der er chef for psykiatrien i Region Midtjylland.
"De almindelige psykisk syge patienter risikerer at få mindre inddragelse af pårørende, mindre udgang fra afdelingen og mindre pleje og behandling," siger han til dr.dk.
Ud af de 461 indlagte retspsykiatriske patienter er 205 placeret på helt almindelige psykiatriske afdelinger, viser tal fra regionerne.
"Der er behov for flere behandlingstilbud til kriminelle psykisk syge og flere retspsykiatriske sengepladser," lyder det desuden fra næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg.