Sydkoreas præsident vil have en "international park" på grænsen mellem Sydkorea og Nordkorea som del af et fredsinitiativ, der skal løse de stærke spændinger i grænseregionen.
- Den demilitariserede zone skal leve op til sit navn. En zone, som styrker freden, ikke en, som underminerer den, siger præsident Park Geun-hye.
Hendes udtalelse faldt på et møde i den amerikanske kongres i Washington onsdag.
Siden 1953 har der været en demilitariseret zone mellem de to lande.
- Det er med denne vision i tankerne, at jeg håber, at vi kan arbejde mod at grundlægge en international park inden for zonen. Det skal være en park, som sender et budskab om fred til menneskeheden, siger Park Geun-hye.
Indtil slutningen af april havde de to lande et samarbejde i industriområdet Kaesong, men sydkoreanerne trak sine arbejdere ud af området på grund af konflikten mellem de to lande.
Konflikten blev kraftigt intensiveret, da Nordkorea tidligere på året foretog en atomprøvesprængning til skræk for nabolandet og USA.
Det anslås, at Sydkorea har haft omkring 175 medarbejdere i industrizonen.
3. april forhindrede Nordkorea sine naboer i at sende friske forsyninger ind i industrizonen, der ligger 10 kilometer inde i Nordkorea.
/ritzau/AFP