Svineinfluenzaen har toppet og er nu på retræte i Mexico, som fra starten har været kendt som det hårdest ramte land.
Sundhedsminister Jose Angel Cordova mener ifølge BBC, at sygdommen har kostet 19 menneskeliv i landet, og at den toppede mellem 23. og 28. april.
"Udviklingen af epidemien er nu i sin aftagende fase," sagde han ved en pressekonference.
Han tilføjede dog, at der ikke skal skæres i beredskab og indsats, fordi der er stor risiko for, at virussen kan vende tilbage - særligt i kolde tider.
Verdenssundhedsorganisationen WHO mener, at der på verdensplan har været 787 tilfælde af sygdommen i 17 lande. I seks lande har der været smitte fra person til person.
WHO mener ikke, der er grund til at lade være med at spise svinekød på trods af svineinfluenzaens udbredelse.