Den nu så kendte svineinfluenza har fået nyt navn. Et navn, der er mere retvisende, mener WHO og Sundhedsstyrelsen, der står bag navneændringen.
Influenza A er en mere korrekt betegnelse, lyder det.
Det tidligere navn svineinfluenza giver nemlig befolkningen en forkert opfattelse af sygdommen.
"Navnet er mere korrekt, da navnet svineinfluenza kan få folk til at tro, at sygdommen først og fremmest findes hos grise, ligesom fugleinfluenza findes hos fugle," skriver styrelsen på sin hjemmeside.
Navneændringen skal også gøre det tydeligere, at "svineinfluenzaen" er en sygdom, der smitter mellem mennesker, og man kan ikke få den ved at spise svinekød eller ved kontakt med grise.
Influenza A, der har gjort flere tusinder på verdensplan syge og kostet en del menneskeliv, kendes desuden under navnet H1N1.