Den anerkendte frisør og stylist Dennis Knudsen er i gang med at indrette sin nye bolig. Han er denne gang flyttet til Myrholm - en af boligøerne i det nye område i Sydhavnen.
15,5 millioner kroner er den kontante købspris for den godt 200 boligkvadratmeter lejlighed - men så er der også 120 kvadratmeter terrasse med plads til både udekøkken og jacuzzi, skriver Boliga.
Blandt landets dyreste
Dennis Knudsens nye hjemmebane er således København SV, som ifølge boligsitet sidste år var det tiende dyreste postdistrikt i landet at købe ejerlejlighed i.
Her gik lejlighederne nemlig i gennemsnit for 38.883 kroner pr. kvadratmeter, eller hvad der svarer til, at en ejerlejlighed på 80 gennemsnitlige kvadratmeter kostede godt 3,11 millioner kroner.
Dyrest var det dog at købe ejerlejligheder i et af Københavns andre nye boligområder: Nordhavn.
Her har man i flere år kunnet finde landets højeste kvadratmeterpriser på lejligheder, og sidste år nåede disse helt op på 58.257 kroner pr. styk. Hvilket altså svarer til, at en gennemsnitlig lejlighed - som før - på 80 kvadratmeter gik for 4,66 millioner kroner.
Også postnumre som København K, V, Ø, N, Frederiksberg, Hellerup og Skodsborg findes blandt de ti dyreste steder at købe lejlighed i Danmark.
Scorede 4,5 millioner
Sidst Dennis Knudsen havde en lejlighed til salg, solgte han den på en måned. Det var en lejlighed på 150 kvadratmeter på Havneholmen i København, men nu er han så flyttet cirka tre kilometer sydvest på til den nybyggede kanalby Engholmene.
Da han solgte lejligheden på Havneholmen fik han 11 millioner kroner - det var 4,5 million kroner mere, end han havde givet i 2016. Den gang lød prisen nemlig på 6,5 millioner kroner, skriver Boliga.
Se Dennis Knudsens gamle lejlighed her