Sveriges regering forlænger den skærpede grænsekontrol frem til november på grund af trusselsbilledet i landet.
- Der foreligger fortsat en alvorlig trussel mod den offentlige orden og mod Sveriges indre sikkerhed, siger regeringen i en udtalelse torsdag.
Sverige indførte intern grænsekontrol ved enkelte indrejsesteder allerede i november 2015.
Samme år fik landet 163.000 asylsøgere, hvilket lagde stort pres på ressourcer og på kapaciteten ved modtagelsescentre og i kommunerne.
Det er på denne baggrund, at den skærpede grænsekontrol forlænges frem til november.
Grænsekontrollen er flere gange tidligere blevet forlænget.
Politiet har tidligere opfordret alle, som skal til Sverige, til at medbringe pas eller nationale id-kort - også hvis man kommer fra et Schengen-land.
Der er regler for, hvor længe et Schengen-land kan have grænsekontrol. EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, er ikke tilhænger af mere grænsekontrol og har tidligere udtrykt håb om, at kontrollen snart kan indstilles.
Men det er næppe sidste gang, at den svenske regering forlænger grænsekontrollen.
Beslutningen blev truffet ved et regeringsmøde torsdag.
Den svenske regering understreger, at det sker i overensstemmelse med EU's regler - blandt andet i forbindelse med forhøjede trusler om terror og i forbindelse med dårlig kontrol af EU's ydre grænser.
Danmark har haft midlertidig grænsekontrol siden 4. januar 2016. Den er blevet forlænget flere gange.
Den danske regering har de seneste år begrundet kontrollen med "sikkerhedssituationen i Europa" og migranter, som i "betydeligt omfang" flytter fra land til land.
Beslutningen om grænsekontrol ligger hos medlemslandet. Men der skal ske en orientering til EU-Kommissionen, som vurderer den fremlagte begrundelse for kontrol trods Schengen-reglerne om åbne grænser.
Norge, som er med i Schengen, har også indført midlertidig grænsekontrol.
/ritzau/TT
/ritzau/TT