Spanien har mere end det ene ben i kvartfinalerne, mens der venter Sverige en gyser mod Rusland i næste runde.
Det står klart efter lørdagens første kamp i gruppe D, hvor Spanien slog Sverige med 2-1.
Matchvinder blev den spanske angriber David Villa, da han to minutter inde i overtiden sendte bolden ind bag Andreas Isaksson i det svenske mål. Med målet er Villas total oppe på fire mål for to kampe.
Spanien kom fortjent foran 1-0 efter 15 minutters spil. Efter et kort hjørne og et par småafleveringer blev bolden spillet ind til Fernando Torres, der kom foran Petter Hansson og med et strakt ben kunne styre bolden i mål.
Svenskerne var dog allerede minuttet efter tæt på at udligne, men Johan Elmander afsluttede i sidenettet. Efter 34 minutters spil fik Sverige udlignet ved Zlatan Ibrahimovic. Den farlige Inter-angriber modtog bolden fra Fredrik Stoor fra højresiden, drejede rundt og scorede fladt fra tæt hold.
Med sejren har Spanien seks point for to kampe og er dermed meget tæt på en plads i kvartfinalen. Sverige har tre point for to kampe, mens gruppens to øvrige hold, Grækenland og Rusland, begge er uden point. Grækenland og Rusland spiller lørdag aften. Begge kam med en sejr spille sig ind i kampen om en plads i kvartfinalerne.