Ukraine er i stor politisk krise og på randen af statsbankerot, og det kan blive fatalt for EM i fodbold i 2012, som landet skal afvikle sammen med Polen.
UEFA kan bekymret konstatere, at de strenge krav om forbedrede faciliteter og infrastruktur næppe vil kunne imødekommes, skriver flere medier.
Polen har tidligere fået en advarsel af det europæiske fodboldforbund, fordi der er lignende problemer i forberedelsesfaserne til det store arrangement.
Siden har polakkerne strammet sig an og har tilmed tilkendegivet, at man vil bygge yderligere to stadions, hvis Ukraine ikke magter at løfte opgaven.
Ukraines præsident Viktor Justjenko forsikrer om, at landet vil kunne leve op til sit ansvar trods den spændte situation.