Skandalelægen Jørn Ege har allerede set et dansk fængsel indefra. Og nu kan han så også få mulighed for at se et svensk ditto.
Forleden slap det ud, at når han er på udgang fra sit danske fængselsophold, opererer han fortsat kvinders bryster større på sin klinik i Malmø.
Svenske skattemyndigheder har ham imidlertid mistænkt for ikke at betale skat af de penge, han tjener på det, skriver Ekstra Bladet.
"Hvis det viser sig, at der ikke er ført regnskab for indtægterne på klinikken, vil det med stor sandsynlighed medføre fængsel i mindst tre til
fire måneder," siger Stig Svensson, ansvarlig for Skatteverkets efterforskning i Sydsverige, til Ekstra Bladet.
Blandt andet skal en dansk kvinde have betalt 22.500 kroner for en brystoperation.
"Oplysningerne er meget interessante for os, og i morgen (i dag, red.) vil jeg mødes med statsadvokaten og mine kolleger for at afgøre, om vi skal foretage en razzia mod klinikken eller rejse en sag," fortæller Stig Svensson.
Grunden til at Jørn Ege sidder i fængsel i Danmark i første omgang er netop omfattende skattesvig.
Kilde: EB