Afgørelsens time blev til afgørelsens minut, da Sverige spillede sig i finalen efter sejr over Rumænien.
Tæt. Faktisk nærmest så tæt, som en semifinale kunne blive. Resultatet af opgøret Rumænien-Sverige var aldeles uforudsigeligt til det sidste.
Håndbolden var ikke decideret champagnebaseret sprudlende. Opgøret var plaget af adskillige fejl fra begge mandskabers side. Samt en sjat fra dommerstanden.
Efter at have været foran med et par mål det meste af kampen, blev svenskefolket hentet til stillingen 19-19 med knap 10 minutter igen. Og da næste mål også havde østeuropæisk stempel, tog den svenske træner sine pustende kvinder ud til en timeout.
Den lille pause hjalp til med at trylle et par ekstra scoringer frem hos de gule. Men den rumænske føring holdt ganske kort tid. Det blev 21-21. 22-22. Og så kunne spændingen i hallen mærkes hos de danske tilskuere, selvom deres helte først skal spille lidt senere.
Tre minutter tilbage. Sverige foran med en enkelt pind. Rumænerne i angreb. Svenskerne kaster sig på gulvet hele tiden. Angrebsfejl. Hurtig kontra. Svensker i luften med et Schmeichel-greb. 24-22 til Sverige.
Femte straffekast til Rumænien, der havde scoret på de fire første. Men en fodparade senere så kampen ud til at være afgjort. Og dog. 24-23 efter flot fløjscoring.
Det hele foregik særdeles staccato. Men 25-23 til Sverige - nu kunne rumænerne ikke længere nå det.
Det bliver til nordisk finale ved EM i Kvindehåndhold. Sverige møder enten Danmark eller Norge efter at have besejret Rumænien 25-23.