Stifteren af Wikileaks, Julian Assange, skal udleveres til Sverige. Det har en domstol i England netop afgjort. I vores naboland, vil han højst sandsynligt blive tiltalt for voldtægt af to kvinder. Overfaldende skulle være sket i en weekend i august sidste år, hvor Assange var på besøg i Stockholm.
Selv har Assange hele tiden stået fast på, at han er uskyldig. Han mener i stedet, sagen er politisk motiveret. Nu har han en uge til at anke afgørelsen om udlevering.
Den 39-årige mand er kendt for at stå bag hjemmesiden Wikileaks, der har offentliggjort utallige hemmelige statsdokumenter.
Han blev anholdt den 7. december sidste år, men sad kun i fængsel i ni dage, inden han blev løsladt mod kaution. Pengene skulle angiveligt komme fra Wikileaks mange støtter.