Det er ikke nok for svenskerne at kunne komme over og handle i Netto over broen til Amager. Nu vil politikerne i vores naboland også have en fast forbindelse i form af enten en bro eller tunnel fra Helsingborg til Helsingør.
Det er blot en af de idéer, der kom på bordet, da de svenske regeringspartier i dag præsenterede en ny udviklingsplan for infrastrukturen i Sverige. Partierne lægger op til, at der skal investeres 482 milliarder svenske kroner.
Og det vækker glæde i Helsingør.
"Det vil jo betyde, at der kommer mere handel og erhverv i Helsingør. Og jeg tror, at det vil gøre byen mere interessant, fordi den vil være knap så isoleret, som den er i øjeblikket. Færgeforbindelserne er fine, men det er ikke det samme, som hvis der er en fast forbindelse," siger Helsingør-borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V) til Newspaq.
Han understreger, at en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg generelt vil styrke Øresundsregionen. Og han frygter ikke for, at Helsingør vil blive overrendt af fulde svenskere.
"Det har ikke noget at gøre med en fast forbindelse. Det har noget med kursen at gøre. Hvis den er gunstig, så kommer svenskerne til Helsingør og køber spiritus, og hvis den ikke er det, så bliver de hjemme," siger Johannes Hecht-Nielsen.
I første omgang har den svenske regering inviteret den danske regering til at udforske mulighederne for en ny fast forbindelse.