En mand på Regementsgatan i Malmø har i det skjulte filmet over 20 af sine naboer. Hans videokamera har fanget naboerne, mens de sov, gik nøgne rundt i stuerne - og mens de havde sex.
Men det er helt i orden, slår statsanklageren nu fast. Derfor har man opgivet at rejse tiltale mod lureren.
Problemet er, at ofrene for mandens video først er blevet opmærksomme på sagen ved hjælp af pressens dækning. Derfor er de ikke blevet krænket af optagelsen.
»Det er et hul i loven,« siger anklager Bo Birgersson til Sydsvenskan.
En enkelt ung kvinde opdagede manden, mens han filmede og ringede til politiet. Men hun findes ikke på de bånd, manden havde liggende i lejligheden, så anklageren kan ikke bevise, at hun er blevet filmet. Derfor går manden nu helt fri. De andre naboer kan ikke rejse en sag.
»Opdager man først bagefter, at nogen har filmet en, så rækker det ikke til en dom,« siger Bo Birgersson.
Manden selv siger, at han blot »øvede sig på filmteknik«, men han kan ikke forklare, hvorfor hans kamera stod i timevis og filmede naboerne uden at bevæge sig. Nu er filmene blevet destrueret, hvilket manden gik med til.
Havde manden offentliggjort filmene, eller havde naboerne opdaget ham i gerningsøjeblikket, vurderer anklageren, at han kunne have rejst tiltale mod den skånske film-entusiast.