Sveriges Landstræner Lars Lagerbäck peger på Christian Poulsen som Danmarks bedste spiller i øjeblikket. Og selv om Danmark har spillere som Nicklas Bendtner og Daniel Agger, så er det Poulsen svenskerne skal koncentrere sig om, når de gæster Parken i et sandt kvalifikationsgys.
"Nicklas Bendtner er en rigtig god forward, han er stor og stærk og meget allround, og vi skal selvfølgelig passe på ham i Parken. Men hvis jeg skal pege på Danmarks bedste spiller i de seneste år, er det ikke Bendtner, men en Christian Poulsen," lyder det fra Lagerbäck til B.T.
Selvom Sverige har store navne i truppen. Så synes den svenske træner, at det svenske og danske landshold har nogenlunde lige status, når det angår stjernespillere.
" Jeg synes, at Danmark har lige så store stjerner, som vi har. Det er muligt, at Zlatan nok er større end de bedste danske spillere, men jeg tror, at danskernes succes beror på den kontinuitet, som først og fremmest er skabt af Morten Olsen," siger han.