Århusianerne kan smile så meget de vil, men svenskere og nordmænd lader sig ikke sådan charmere. Flere og flere af dem holder sig nemlig væk fra Århus.
På bare tre år er der sket et fald i antallet af svenskere og nordmænd, der overnatter på de store århusianske hoteller, på 22.736 personer. Det er et fald på næsten en tredjedel.
Faldet i Århus sker samtidig med, at Aalborg oplever en næsten uændret tilgang af svenskere og nordmænd. Specielt norske turister er blandt dem, som bruger allerflest penge på deres rejser.
Sydeuropæiske afløsere
I Visit Aarhus ser ledelsen ikke nogen umiddelbar løsning på problemet.
- Vi har ikke rigtig fundet melodien endnu, siger turistdirektør Jørgen Hansen.
Han fortæller, at Visit Aarhus i stedet overvejer at bruge penge og energi på at tiltrække italienske og spanske turister.