Allikerne i den svenske by Falköping døde af ydre påvirkninger og ikke på grund af en infektion eller sygdom.
Det viser onsdagens obduktionsrapport, skriver det svenske nyhedsbureau Tidningarnas Telegrambyrå (TT).
Fem af de døde alliker er røget op på obduktionsbordet på DTU Veterinærinstituttet (SVA), og det står nu klart, at allikerne døde af en form for akut brutal vold.
Ifølge statsepizootolog Marianne Elvander døde fuglene af svære indre blødninger.
"Vurdering er, at de har ikke båret en smittefarlig sygdom. Men præcis hvad de døde af, bortset fra at det er en ydre kraft, er uden for vores ansvarsområde," siger marketings- og informationschef Olov Andersson fra SVA til TT.
"Jeg forestiller mig, at de har flakset omkring og er blevet ramt, eller noget lignende," siger han til det svenske medie.
Den teori deles af forskere på området. Fuglene kan være blevet skræmt midt om natten og have fløjet i blinde rundt i mørket og ramt forskellige objekter.
"Alliker sover i træer i store flokke. Hvis de bliver bange, kan omkring hundrede fugle lette på samme tid, " siger Anders Wirdheim fra den svenske Ornitologisk Forening (SOF) til TT.
De døde fugle blev første gang opdaget kort før midnat tirsdag, men også onsdag blev fænomenet studeret på en gade i Falköping. Det totale antal af døde alliker vurderes til at ligge mellem 50 og 100.
Kilde: expressen.se