De fire administratorer af det svenske fildelings-site, The Pirate Bay, står i dag anklaget for ulovlig distribution af film og musik. Anklagerne vil have sitet lukket.
"Hvad har de tænkt sig at gøre? Det er allerede én gang mislykkedes for dem at lukke sitet ned. Lad dem fejle igen," sagde en af administratorerne Gottfrid Svartholm Warg ved dagens pressemøde.
Men står det til anklagerne, er en lukning af sitet det mindste af det hele. Monique Wadsted, der repræsenterer den amerikanske filmbranche i sagen, kræver en erstatning på 117 mio. svenske kroner, samt fængselstraf til de ansvarlige.
"Jeg synes, at anklageren har gjort et vældig godt job. Bevisgrundlaget er yderst godt, og jeg tror på fældende domme og fængselsstraffe," siger Monique Wadsted til expressen.se.
Sitet er allerede blevet lukket for de danske internetbrugere. I januar besluttede TDC at spærre for adgangen til fildelings-sitet, efter at Tele2 tilbage i november i Landsretten var blevet pålagt at spærre adgangen for sine kunder.
Retssagen forventes at løbe frem til 4. marts. Den har indtil nu været genstand for en massiv mediedækning og vil blive transmitteret direkte på STV's radiostationer.