Den svenske kommune Stenungsund var blevet advaret imod at bygge i det område, som blev ramt af et jordskred natten til lørdag.
Det rapporterer flere svenske medier.
En vej kollapsede, og flere bygninger fik skader i det store skred, som skete på den svenske motorvej E6 lidt nord for Göteborg ved Stenungsund.
Fire biler og en bus kørte i hullet. Tre personer måtte på skadestuen.
Det var myndighederne i Länsstyrelsen, som for tre år siden i en udtalelse advarede om, at området var uegnet til bebyggelse.
Länsstyrelsen mente ifølge det svenske medie Expressen, at der var risiko for "ulykker, oversvømmelser og erosion i området".
Den udtalte derfor, at "bebyggelse er uhensigtsmæssigt af hensyn til beboernes og andres sundhed eller sikkerhed".
Yderligere beregninger af jordens stabilitet skulle foretages, udtalte styrelsen.
Det område, der er ramt af jordskreddet, er målt til 700 gange 200 meter.
Genopbygningen af området kan komme til at koste milliarder af kroner.
Det har Johan Nimmermark, som er specialist i risikohåndtering og cost-benefit-analyser ved konsulentfirmaet Sweco, vurderet ifølge nyhedsbureauet TT.
- Min vurdering er, at genopbygningsarbejdet og konsekvenserne af skreddet i Stenungsund kan koste mellem et antal hundrede millioner og op til nogle milliarder i betragtning af alle eventuelle følgeeffekter, sagde han søndag.
Først betegnede svenske medier det som et jordfaldshul. Men ud på morgenen lørdag stod det klart, at der var tale om et jordskred.
Mandag har den svenske kong Carl Gustaf besøgt området sammen med infrastrukturminister Andreas Carlson.
- Det er meget heldigt, at det ikke skete et andet sted, for eksempel et tæt bebygget område. Men det er slemt, sagde kongen ifølge SVT.
- Heldigvis blev ingen dræbt.
/ritzau/