I nat kolliderede en dansk fiskekutter med det svenske skib Vinga i farvandet ud for Grenå. Nu skal den tragiske ulykke, der kostede to fiskere, en 72-årig far og hans 43-årige søn, livet, skal nu opklares.
Det svenske handelsskib Vinga er ankommet til Korsør, hvor opklaringsarbejdet skal finde sted.
"Som situationen er lige nu, så er sagen for Søværnets Operative Kommando absolut afsluttet. Det svenske skib Vinga er nu ankommet til Korsør, hvor Søfartsstyrelsen skal undersøge det. De har en opklaringsenhed klar," siger presseofficer Kenneth Nielsen fra Søværnets Operative Kommando (SOK) til Newspaq.
Ulykken skete cirka 20 kilometer fra Grenå, hvor Vinga kolliderede med den danske fiskekutter. Der blev slået alarm, men fiskekutteren var så hårdt medtaget, at den sank. Derfor sprang far og søn i vandet, men SOK nåede ikke frem i tide til at redde de forlistes liv.
Da man nåede frem havde de to mænd ligget henholdsvis 40 og 80 minutter i det kolde vand. De blev efterfølgende fløjet til Aalborg og Rigshospitalet i København, men deres liv stod ikke til at redde.
SOK kan ikke oplyse yderligere om, hvad der er sket i forbindelse med kollisionen.
"Det er nu opklaringsenheden, der skal finde ud af, hvad der er sket. Hvornår de ved mere, kan jeg ikke sige," fortæller Kenneth Nielsen.
Det svenske skib handelsskib Vinga måler 65 meter og har fået en stor skade på frontpartiet.