Svenskerne rykker ind i en af Danmarks helt store bastioner.
Den svenske kapitalfond Cevian Capital meddeler i dag, at fonden har købt 5,02 procent svarende til 46,7 mio. aktier i den danske bank.
"Danske Bank har en stærk balance og besidder en attraktiv markedsposition. Den langsigtede fundamentale værdi af Danske Bank er ikke afspejlet i den nuværende lave aktiekurs. Vi støtter den igangværende proces med at gøre Danske Bank til en af de stærkeste og mest profitable banker i den nordiske region. Som en engageret ejer ser vi frem til at arbejde sammen med bestyrelsen, direktionen og de øvrige aktionærer," lyder det fra medstifter af Cevian Capital, Lars Förberg, i en meddelelse.
Opkøbet falder helt i tråd med de udmeldinger, som ledelsen af den svenske kapitalfond Cevian Capital tidligere har udmeldt. Fonden ønsker at få afgørende indflydelse i den danske bank.
I Danske Bank må svenskerne dog kæmpe om indflydelsen med store danske aktionærer. Eksempelvis ejer A.P. Møller-Mærsk 22,8 procent af aktierne i banken.
Kilde: Børsen