Den svenske trænerveteran Sven-Göran Eriksson fortsætter karrieren på sidelinjen i den kinesiske klub Shanghai East Asia.
Eriksson har underskrevet en toårig kontrakt, der ifølge internationale nyhedsbureauer vil placere ham på top-20-listen over verdens mest vellønnede fodboldtrænere med en årsløn på omkring seks millioner dollar, svarende til 35 millioner danske kroner.
Dermed kan svenskeren se frem til en fordobling af den løn, han fik i sin tidligere klub, Guangzhou R&F, som han forlod i sidste uge.
- Jeg er meget glad og stolt over, at det endelig er officielt, at jeg skal være cheftræner her, siger Eriksson ifølge nyhedsbureauet AFP på et pressemøde i den nye klub.
Den tidligere engelske landstræner bliver frontfigur i en stor satsning i den kommende sæson, hvor klubben vil bruge op imod en halv milliard danske kroner på at skabe et slagkraftigt mandskab.
I øjeblikket er Shanghai East Asias mest kendte navn den svenske angriber Tobias Hysén.
66-årige Sven-Göran Eriksson kan se tilbage på en lang og farverig karriere, der blandt andet har bragt ham forbi storklubber som Roma, Benfica og Lazio.
Med sig til Shanghai tager han sin danske assistent Mads Davidsen, der udover at fungere som Erikssons højre hånd også skal stå i spidsen for klubbens U23-mandskab.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.