Den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning Ken Norton er død. Han blev 70 år gammel og døde onsdag på et hospital i Arizona, skriver Los Angeles Times.
Norton betragtes som en af de største boksere i sin æra, der var fyldt med fremragende opgør i ringen. Han er bedst kendt for at besejre Muhammed Ali i en berømt kamp i 1973, hvor han brækkede Alis kæbe.
Muhammed Ali vandt dog rematchen senere samme år, og Norton led også nederlag i en tredje og meget tæt kamp på Yankee Stadium i 1976 mod boksehistoriens måske største nogensinde.
Ken Norton blev født i Jacksonville, Illinois, og fik smag for boksningen, da han blev marinesoldat i 1963. Han endte med at tilbringe fire år i det amerikanske militær og gik siden ind i professionel boksning.
I sin flotte karriere vandt Norton 42 kampe - heraf 33 på knockout. Han tabte syv, og en enkelt endte uafgjort.
Kampen mod legenden Larry Holmes i sommeren 1978 om WBC-bæltet er gået over i historien som en af de flotteste titelkampe.
Holmes vandt dog kampen, som siden er blevet en klassiker, og blev ny verdensmester efter 15 hårde og jævnbyrdige omgange.
- Kampen mod Ken Norton var min hidtil vanskeligste og sværeste kamp. Den var både krævende og opslidende, erindrer Larry Holmes.
To af dommerne havde Holmes som vinder med 143-142, mens den sidste havde Norton som vinder med samme cifre.
/ritzau/AFP