Omkring klokken tre i går eftermiddags kom politiet til Kongelunden og afhentede yderligere to afviste irakere. Der er tale om den svært demente 72-årige Hassan Gardi, og hans hustru Gulizar Sadeq Ahmed.
Det bekræfter Michael Ehrenfels, der er leder af Kongelunden overfor Politiken. Og lederen mener, at årsagen til afhentninger er, at de to skal tvangshjemsendes.
Og det bekymrer Michael Ehrenfels, fordi de begge er gamle og syge.
"Jeg er bekymret for, om nogen tager hånd om dem, der hvor de skal hen. De er meget skrøbelige," siger han til Politiken.
Også støtteforeningen Kirkeasyl kender parret. Begge opholdt sig i Brorsons Kirke, indtil den blev ryddet, og har siden boet i asyllejren Kongelunden.
"Det er forrykt og forfærdeligt at sætte folk bag tremmer, der er så syge. Han er fuldstændig ude af stand til at klare sig selv," forklarer Hanna Anbert fra Kirkeasyls pressegruppe.
Speciallæge i neurologi Bjarne Degnbol beskriver i Hassan Gardis journal, at den aldrende iraker er meget syg. Speciallægen skrev:
"Denne svære demens er at sidestille med psykisk sygdom af meget alvorlig karakter."
Men irakerens fremskredne demens ændrer ikke ved myndighedernes afgørelse om hjemsendelse.