Selv om den 28-årige somalier, der i fredags brød ind i Muhammedtegner Kurt Westergaards hjem, bliver dømt for drabsforsøg og får en udvisningsdom, så bliver det meget svært at få ham ud af landet.
På grund af borgerkrigen i det østafrikanske land er der ingen regering at lave tvangsudsendelsesaftaler med, skriver Jyllands-Posten. Lige nu sidder 43 afviste asylansøgere fra Somalia i Danmark, fordi de ikke kan sendes hjem.
Attentatet mod tegneren har fået Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne til at overveje en stramning af terrorlovene. Partierne mener, at det skal være lettere at udvise udlændinge, som ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) udgør en terrorrisiko.
Dansk Folkepartis Martin Hansen vil have nabolandene til for eksempel Somalia til at tage imod de uønskede udlændinge.
"Det er en stærkt uholdbar situation, at vi ikke kan sende dømte forbrydere ud af landet. Tålt ophold er ingen løsning," siger han til avisen.
I 2008 fik PET udvist en tunesisk mand for terrorplaner mod Kurt Westergaard. Men tuneseren er indtil videre ikke blevet sendt hjem.