Endnu engang ordnede Caroline Wozniacki selvsikkert al modstand fra den anden side af nettet i semifinalen i WTA-turneringen i Farum.
Den tyske overraskelse, Mona Barthel, der ligger ikke mindre end 142 pladser under Wozniacki på verdensranglisten, fik aldrig rigtig de alenlange ben til jorden i løbet af den godt en time lange kamp.
Caroline Wozniacki tog kampen hjem med cifrene 6-1 6-2.
Den største udfordring for den danske tennisstjerne under dagens kamp var at holde koncentrationen mod en modstander, der tydeligvis lå på et niveau langt under hendes.
Ligesom i gårsdagens kamp viste Wozniacki flot offensivt spil.
Om mindre end 10 dage begynder Wimbledon, hvor Caroline Wozniacki nok skal regne med at møde en del mere modstand, end hun har under turneringen i Farum.
Her har hun chancen for at hive karrierens første Grand Slam hjem.