Danskerne strømmer mod biografmørket for at se Susanne Bier nyeste film 'Hævnen'. 200.000 har siden 26. august købt billet, og endnu flere ventes at følge efter i de kommende måneder.
Tilsyneladende er det ikke kun det danske publikum, som er vild med filmen og Bier. I hvert fald høstede 'Hævnen' - på engelsk 'In a Better World' - store bifald ved filmfestivalen i Toronto, og næste skridt kan blive en Oscar-nominering.
"Bier præsenterer os altid for de skarpeste, ud over det sædvanlige menneskelige dilemmaer og dramatiser dem med så sand realisme, at publikum er låst til et drama, der ikke efterlader tid til tvivl eller skepsis," skriver det ansete filmmagasin Screen International.
Begejstringen og de rosende ord vækker glæde hos instruktøren.
"Det kører rigtig, rigtig godt. Folk stod op og klappede ved gallaen i går og anmeldelserne er supergode," siger Susanne Bier til B.T.
'Hævnen' er blevet shortlistet, så den kan blive dansk deltager i det kommende Oscar-kapløb. Derudover er 'R' og 'Submarino' på den såkaldte shortliste.
Den endelige beslutning om hvilken film, der skal indstilles som dansk repræsentant i Oscar-kapløbet, bliver taget 23. september.