Et kram fra Halle Berry og måske en drink med den britiske førsteelsker Colin Firth.
Susanne Biers filmkunster har ved flere lejligheder bragt hende tæt på nogle af Hollywoods største navne.
Og nu skal hun møde flere af dem igen, for Biers seneste film 'Hævnen' er blevet nomineret til en Golden Globe i kategorien 'Bedste udenlandske film'. Det har selskabet bag award-uddelingen offentliggjort i dag.
'Hævnen' fik premiere landet over i efteråret, og den har den svenske gigant Michael Persbrandt og danske Trine Dyrholm i hovedrollerne.
Men det er især de to børneskuespillere William Jøhnk Nielsen og Markus Rygaard, der har modtaget stor ros for deres præstationer.
Filmen skal dyste mod den spansk-mexicanske 'Biutiful', den franske 'The Concert', russiske 'The Edge' og den italienske 'I Am Love'.
Golden Globe-statuetterne bliver uddelt den 16. januar.