Det er et af de album, der ventes med størst spænding i år. Og allerede få timer efter offentliggørelse af, hvornår albummet udkommer, erobrede det førstepladsen på Amazon.com's forsalgsliste med tusindvis af solgte cd'er - næsten tre måneder før, det kommer i salg.
Der er selvfølgelig tale om den skotske sanglærke Susan Boyles album 'I Dreamed A Dream', der rammer pladebutikkerne 23. november. Og allerede nu kan vi afsløre, at albummet vil indeholde en cover-version af Madonnas hit fra 1995 'You'll See'
Med sin umiddelbare førsteplads giver hun samtidig tidligere verdenssensationer som Whitney Houston og The Beatles seriøst baghjul. Det skriver The Daily Mail.
Susan Boyle har til tider lidt under den massive mediedækning. Men på nye billeder fra det skotske højland til cd'ens cover ser hun sund og frisk ud.