Supermarkedskæden Superbrugsen vil ikke længere være med til at fylde postkasser til bristepunktet med store tilbudsaviser.
Som den første store landsdækkende aktør vil kæden slå et slag for miljøet og skære i antallet af tilbudsaviser, der også skal være tyndere. Det skriver Berlingske Business.
- Jeg vil gøre mit til, at tilbudsaviserne får mindre indflydelse i fremtiden, siger Michael Løve, kædedirektør i Superbrugsen til Berlingske Business.
Cirka 76 procent af husstandene i Danmark modtager omkring 1.400 tryksager årligt gennem brevsprækken, hvilket svarer til mere end 50 kilogram, og det er Michael Løve godt træt af.
- Jeg er ikke en stor fan af tilbudsaviserne. Grundlæggende tror jeg, at de fleste danskere har det lidt mærkeligt, når de kigger på den der store bunke papir, som de modtager hver uge. De føler, at der er noget, som ikke er helt rigtigt her, og jeg deler den følelse, siger kædedirektør Michael Løve til Berlingske Business.
Superbrugsens nye foragt for tilbudsaviser er helt på linjen med regeringens politik, som allerede i regeringsgrundlaget tog hul på en debat om milliarder af kroner ved at nævne reklamerne.
Regeringen ønsker at forvandle nej tak-ordningen til en ja-tak ordning, hvilket betyder, at danskerne fremover aktivt skal vælge reklameaviserne til.
Hos Coop, som ejer de ca. 250 Superbrugen-butikker, er planen nu, at onlinekommunikation gradvist skal overtage tilbudsavisernes rolle.