Danskerne er blandt de mest tilfredse, når de skal vurdere deres oplevelser på sygehuset.
De har både let ved at få adgang til lægehjælp, når de har behov for det, og patienterne er vældig tilfredse med behandlingen.
Det er budskabet i en undersøgelse fra Sundhedsministeriet, som på en række punkter har sammenlignet det danske sundhedsvæsen med situationen i andre OECD-lande, skriver Berlingske Tidende.
Ifølge undersøgelsen er Danmark det land, hvor færrest borgere ikke får opfyldt deres behov for lægehjælp.
Kun 0,2 pct. får ikke den hjælp, de ønsker, mens det for gennemsnittet af EU-landene er tre pct.
Tilsvarende ligger Danmark i top, når det gælder patienternes vurdering af deres oplevelser på hospitalet. Både indlagte og ambulante patienter har samlet set i vid udstrækning en "positiv/meget positiv oplevelse af besøg på sygehuset," fremgår det.
Endelig skal danskerne som et af de få folkeslag i OECD ikke betale for behandling og undersøgelser.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er glad for resultatet.
"Jeg er stolt af den placering, som det danske sundhedsvæsen har internationalt og den indsats, personalet hver dag yder til gavn for de danske patienter, men selvfølgelig skal vi altid have øje for, hvor der fortsat kan ske forbedringer," siger han.