Sundhedsforsikringerne, der sikrer en plads på et privathospital, hvis man bliver syg, er ikke for alle. Regeringen har ellers argumenteret for, at sundhedsforsikringerne var for både højt- og lavtlønnede, men sådan er situationen ikke ude på virksomhederne. Det viser en rundringning Ugebrevet A4 har lavet.
På de store virksomheder ISS og Danish Crown er det de højtlønnede funktionærer, der kan glæde sig over sundhedsforsikringerne, mens rengøringsasssistenter og slagteriarbejdere må kigge langt efter dem. Dermed kommer de private sundhedsforsikringer ikke alle ansatte til gavn, og det var ellers regeringens argument for, at de skulle være skattefrie, siger arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.
I ISS er det kun 1.200 funktionærer, der har en sundhedsforsikring, mens de knap 9.000 rengøringsassistenter ikke har nogen. ISS vil ikke dække dem og med den løn, de kan opretholde, vil det koste dem for meget selv at betale.
På Danish Crown er det også kun en mindre del af de ansatte, der er sundhedsforsikret. Cirka 1.000 funktionærer ud af virksomhedens samlede 8.000 medarbejdere er omfattet af en privat sundhedsforsikring.
Kommunikationsdirektør i Danish Crown Anne Villemoes forklarer, at det er et overenskomstspørgsmål, som man ikke kan ændre på.
"Tidligere har vi faktisk tilbudt en meget favorabel forsikring, som medarbejderne kunne tilmelde sig som selvbetalere. Desværre viste interessen for ordningen sig dog at være minimal," siger Anne Villemoes til A4.
Flemming Ibsen er overrasket over, at det kun er de højtlønnede, der er omfattet.
"Sundhedsforsikringerne er jo blevet solgt af borgerlige politikere på, at de omfattede alle ansatte. Eksemplet fra ISS viser til gengæld, at virksomhederne ikke holder sig tilbage med at etablere særskilte ordninger, hvor medarbejderne deles op efter personalegrupper. ISS hægter jo virksomhedens vigtigste medarbejdergruppe af, selvom det er dem, der står med det hårde fysiske arbejde," siger Flemming Ibsen til A4.
Sundhedsordfører for Venstre Birgitte Josefsen påpeger, at skattefritagelsen kun gælder, hvis alle medarbejdere er omfattet. Hun mener fagforbundene har været for dårlige til at forhandle nogle gode aftaler hjem for deres ansatte.