Festen varede ikke længe for de tre pop-sangerinder i Sukkerchok, der nu har mistet deres ene medlem. Dermed er gruppen reduceret til to. Årsagen skyldes, at sangerinden Inez vil satse på en solokarriere.
Først blev de kendte med titelmelodien til sidste års sæson af Paradise Hotel med sangen 'Hvor som helst - når som helst' i 2009. Kort efter stillede Sukkerchok op til MGP-showet i Danmark og har siden hen udgivet et album.
I år var de tre labre sangerinder også på MGP-scenen, men nåede desværre ikke særlig langt i konkurrencen.
Nu har den mørkhårede i poptrioen valgt at forlade gruppen til fordel for en solokarriere.
Inez, der tidligere har medvirket i Zulu Djævleræs, har nu også indvilget i at svinge sig i sadlen i Zulus seneste tv-satsning 'Zulu Kvæggræs'. Derudover vil sangerinden koncentrere sig om sit foredrag 'Dyrk Drømmen - høst successen'.
De resterende medlemmer af Sukkerchok, der står tilbage som et 'sukkerflop', har endnu ikke kommenteret på sagen.