Den engelske britpop-gruppe Suede annoncerede allerede i januar, at de til marts vil slå pjalterne sammen for en enkelt aften og give koncert i Royal Albert Hall.
Men nu har Suede med Brett Anderson i spidsen føjet yderligere to koncerter til deres korte genforening.
Formålet er at samle penge ind til den britiske organisation for unge med kræft, Teenage Cancer Trust. Og også ved de to ekstrakoncerter vil overskuddet gå til kræftramte unge.
De ekstra lunser til hungrende fans bliver begge spillet i hjemlandet, og på markant mindre steder end hvad bandet tidligere har været vant til. Koncerterne finder sted i henholdsvis London og Manchester.
Som opvarmning til koncerten 24. marts i Royal Albert Hall spiller Suede i London 100 Club den 20. marts og i Manchester Ritz dagen efter. Den eneste mulighed for at komme ind til London-koncerten er ved at deltage i en auktion, men har du mod på at rejse til Manchester for at se eller gense din ungdoms blege, magre idoler kæle for mikrofonen, er der til koncerten på Manchester Ritz også billetter i almindeligt salg. Det skriver gaffa.dk.
Suede var en stor succes i Danmark i 1990'erne og spillede hele tre koncerter på Roskilde Festival i 1999.