FN's internationale straffedomstol i Haag, ICC, har i dag udstedt en anholdelsesbegæring på Sudans præsident Omar al-Bashir. Han er mistænkt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i landets Darfur-region.
Talsmand for domstolen i Haag, Laurence Blairon, siger ifølge BBC, at Bashir er mistænkt for at være ansvarlig for "bevidst at have rettet angreb mod en vigtig del af den civile befolkning i Darfur, Sudan, og har dermed myrdet, udryddet, voldtaget, tortureret og tvangsforflyttet et stort antal af civile samt plyndret deres ejendom".
FN vurderer, at op mod 300.000 mennesker er blevet dræbt i Darfur de seneste seks år, mens flere millioner er drevet på flugt til nabolandene. Præsidenten er dog ikke anklaget for folkedrab.
Omar al-Bashir nægter sig skyldig i alle anklagerne og har udtalt, at tribunalet i Haag kan "æde anklageskriftet".