I flere timer efter det dramatiske flystyrt tirsdaf aften hed det, at mindst 100 var dræbt.
Men nu har myndighederne i Khartoum, Sudan, haft lejlighed til at tælle efter - og de sætter nu lykkeligvis drabstallet betydeligt lavere, nemlig på 30 dræbte.
Antallet af dræbte kan dog stige i de kommende timer, advarer myndighederne, ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP. 170 overlevede, mens skæbnen for 14 endnu ikke kendes.
Fejlen skyldes tilsyneladende, at mange af de overlevende passagerer i forvirringen stak af fra ulykkestedet - uden at blive registeret af myndighederne eller toldmyndighederne.
Undersøg fly
Flyet kom fra Damascus i Syrien og mellemlandede i Amman, Jordan, før det brød brand under landingen i Khartoum International Airport
Tilsyneladende gik der ild i højre side af flyet under - eller kort efter - landingen, der blev foretaget i meget dårligt vejr, fortæller en talsmand for politiet, Mohammed Abdel Majid Al-Tayeb.
- Da vi landede, så brød motoren i flammer. Jeg sad lige ved siden af den. Der var frygt og rædsel i flyet, fortæller passageren Kamal Eddin Mohammed til tv-stationen Al-Jazeera.
Torsdag samledes flere tusinde mennesker i Sudan for at begrave ofrene, deriblandt mindst to små børn.
Sudan har en dårlig statstik, når det kommer til flysikkerhed.
I maj styrtede et fly i det sydlige Sudan og dræbte 24 personer.
I juli 2003 blev 115 dræbt, da et Sudan Airways Boeing 737 på vej fra Port Sudan til Khartoum styrtede kort før afgangen.