318 millioner kroner. Så meget betalte den danske statskasse i SU sidste år til udenlandske statsborgere, som læser på en videregående uddannelse i Danmark. Det er en fordobling på ti år. Det viser en ny opgørelse fra SU-Styrelsen.
Samtidigt viser opgørelsen også, at gruppen af SU-modtagere uden dansk statsborgerskab er vokset 10 procent på et år. Det skriver Jyllands Posten.
Men hvis det står til Venstre, skal SU'en til studerende uden dansk statsborgerskab stoppes.
"Vi taler om de studerende, der kommer til Danmark og studerer, og som kun er her i relativt kort tid. Der synes jeg ikke, det er vores opgave i Danmark at finansiere verdens højeste SU til de studerende. Det må være en opgave for det pågående land, den studerende kommer fra," siger Venstres SU-ordfører, Sophie Løhde til Newspaq.
Ifølge Venstres SU-ordfører vil det blive en del af regeringens kommende arbejde, at se på opsparingsprincipper for ret til at modtage danske ydelser. Dansk Folkeparti bakker op om, at lukke SU-kassen for de udenlandske studerende.
"Der er ingen mening, at vi giver uddannelsesstøtte til udlændinge, mens de opholder sig i Danmark. Et er at vi stiller uddannelsespladser til rådighed for udlændinge - det kan der nok være fornuft i - men at vi ligefrem betaler udenlandske studerende for at optage pladser på uddannelserne fra danske elever, det er hul i hovedet," siger Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Marlene Harpsøe i en pressemeddelelse.
Hun mener derimod, at regeringens forslag om at indføre besparelser på SU til ungdomsuddannelserne skal i glemmebogen.
"Der er mange på ungdomsuddannelserne f.eks. i udkantsområderne, som har relativt store udgifter til transport, som SU'en blandt andet skal betale, så det er en rigtig dårlig idé at afskaffe det, som lidt hånligt kaldes cafépengene. Ved afskaffelsen af SU til udlændinge får vi et bidrag på omkring 300 mio. kr. til finansiering af regeringens SU-reform uden at det berører danske unge, og det bidrag synes jeg selvfølgelig vi skal tage med," siger hun.