Det regnede igennem på især Lolland i går aftes, det fortæller Danny Høgsholt vejrvært på TV 2 Vejret.
"Nogle private målinger - som er ret pålidelige - viser, at der faldt 60 millimeter. Det svarer altså til en hel måneds regn på få timer," siger han.
Også flere steder på Sjælland fik de masser af regn, men over Lolland lukkede skyerne altså mest op for turbinerne.
Samtidig står det klart, at vores naboer i øst, Sverige, var så flinke, at tage en stor del af 'vores' regn.
Regnskyerne kom i to bølger. Og den anden lukkede sig først for alvor op over Skåne. Her rapporteres der om op imod 40 mm.
Når det sådan går helt regn-bananas skulle man måske tro, at bunkevis af kældre har lidt under oversvømmelser.
Men fra Falcks pressevagt lyder beskeden, at blot tre kældre har været oversvømmet på landsplan. Og det er det sammen som en enhver anden dag.
I morgen lørdag vil regnen igen præge vejrbilledet, dog nok ikke i helt samme doser.