I morges åbnede det toneangivne danske C20 indeks ellers med en fremgang på tre procent. Her til eftermiddag lukkede det så med et fald på 2,3 procent til indeks 362,48. Den lille fremgang, der var at spore i går, er dermed borte.
Reaktionen kommer ellers efter, at den amerikanske centralbank i går valgte at fastfryse renten til tæt på nul i de næste to år.
Den beslutning satte en imidlertidig stopper for aktienedturen verden over, siger seniorstrateg i Nordea Henrik Drusebjerg:
"Det har i første omgang været den stopklods, som skulle til for at bremse de her næsten ubegrænsede fald på aktiemarkederne, men man skal passe på med at tro, at faren dermed er overstået," siger Henrik Drusebjerg.
Han påpeger, at det ikke gør noget gennemgribende ved det store problem, som stadig eksisterer på verdensplan. Sydeuropa er plaget af meget høj gæld ligesom USA, og overalt er der frygt for, at væksten er aftagende.
"Fastfrysningen af renten gør ikke noget ved de generelle problemer, så jeg tror ikke, der skal meget til, før nervøsiteten vender tilbage," siger Henrik Drusebjerg.