William Kvist ER kandidat på vores liste.
Sådan lyder det fra Bundesliga-klubben Stuttgarts manager Fredi Bobic, der dermed bekræfter rygterne om Kvists mulige skifte over for den tyske avis Bild.
FC Københavns anfører har imponeret Bobic både med sine landsholdskampe og med FCK's resultater i Superligaen og Champions League.
På Stuttgarts hold ville Kvist blive sat ind på den defensive midtbane som mulig erstatning for Christian Träsch. Men det er endnu ikke afgjort om landsholdsspilleren Träsch forlader Stuttgart.
"Vi skal forhandle med ham i denne uge. Han er en vigtig spiller, og vi håber på at forlænge med ham," siger Fredi Bobic til Bild.
William Kvist har 19 kampe på landsholdet og optrådt mere end 200 gange for FCK.