Københavns Universitet har ikke øget undervisningen, de har bare spredt den ud over en længere periode.
Det mener formanden for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Torben Holm.
De studerende vil nu gå til regeringen.
"Jeg vil minde ministeren om igen og igen, at der er nødt til at ske noget med undervisningen. Der er simpelthen ikke nok af den," siger han til Newspaq.
Københavns Universitet har øget undervisningen til 14 uger på alle semestre, men der er flere eksempler på, at det er blevet gjort med såkaldte undervisningsfri uger.
Andre gange er det uger, hvor eleverne selv fremlægger for hinanden eller kommer til vejledning af opgaver.
På den måde kræver timerne ikke så meget forberedelse fra underviseren, udtaler en studerende til Politiken.
Torben Holm er ikke tilfreds.
"Det, de gør på Københavns Universitet, er, at de putter mere gær i en kage, men det bliver der altså ikke mere kage af," siger han til Newspaq.
Politikerne satte tilbage i 2010 ekstra penge af til at øge undervisningen.
Universiteterne er nu under pres for at vise, at de 4.000-5.000 kroner, der blev bevilget ekstra per studerende på de lavest finansierede studier, også er blevet brugt på mere undervisning.
Men på Københavns Universitet kan studieleder Karsten Schou ikke få øje på de ekstra midler på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk.
"Vores skøn er, at taxameterløftet i sig selv ville have givet os i omegnen af 3,5 millioner kroner, og der er ingen tvivl om, at vi kunne have lavet en masse interessante ting, hvis vi havde fået udvidet budgetrammen med sådan et beløb, men det har vi ikke kunnet mærke," siger han til Politiken.
Hos DSF kan man heller ikke få øje på, at der er kommet mere undervisning.
"Vi ser faktisk en tendens til, at de studerende enten har det samme antal undervisningstimer eller rent faktisk færre undervisningstimer her efter taxameterløftet," siger Torben Holm.