Politiet har sendt en besked til dem, der fredag angreb studentervogne med æg, sten, vand og kanonslag i Albertslund, Taastrup, Brøndby, Rødovre og Hvidovre:
"Vi er derude og gør hvad vi kan for at fange jer".
Det skriver Københavns Vestegn Politi blandt andet på Twitter.
Til BT siger vagtchef Lars Guldborg, at man ikke har noget signalement af gerningsmændene:
- De kommer hurtigt frem og kaster, og så er de væk igen. Hvis der er nogen, der har set noget eller ser noget i dag, vil vi meget gerne tale med dem.
Lars Guldborg tilføjer, at det kan gå gruelig galt, hvis nogen bliver ramt af stenkast eller lignende:
- De unge mennesker på ladet risikerer at blive ramt, og hvis chaufføren bliver ramt, kan han miste herredømmet over bilen, hvis han får et eller andet lige i bøtten.
Det frygtede er sket
Der er således sket lige netop det, som Jacob Ordrup Pedersen fra TT Studenterkørsel frygtede.
Han sagde til BT for godt 14 dage siden, at der er områder, hvor de ikke tør køre ind uden eskorte af politiet:
- Det er simpelthen for usikkert, og vi ønsker ikke, at hverken vores chauffører eller elever skal udsættes for unødig fare, sagde han til avisen.
Men en decideret eskortekørsel ligger ikke i politiets "operative planer".
Blandt andet har vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Riad Tolba sagt til BT, at han har svært ved at se, at det skulle blive en del af politiets opgaveløsning.