Studentervogne, der er blevet mødt med kanonslag, romerlys, kartofler, madolie, æg, flasker og sågar skud op i luften fra et skarpladt våben, kommer ikke til at køre i belastede områder.
Det siger Jacob Ordrup Pedersen, TT Studenterkørsel, til BT.
- Hvis vi ikke bliver eskorteret af politiet, tør vi ikke køre derind. Det er simpelthen for usikkert, og vi ønsker ikke, at hverken vores chauffører eller elever skal udsættes for unødig fare, siger han til avisen.
I juni 2016 blev en lastvognfuld nybagte studenter angrebet med æg, vandballoner og madolie på Brydes Allé på Amager.
Da chaufføren forsøgte at køre væk, blev lastbilen standset af affaldscontainere på vejen.
- Det var som at sidde i Beirut, sagde en rystet chauffør efter episoden.
Sikkerheden er øget
BT har været i kontakt med en række studenterkørselsfirmaer landet over, og de oplyser alle, at opmærksomheden omkring sikkerheden er øget.
Bengt Duus Svensson, direktør hos Festlastbiler.dk, siger til BT, at der er fire områder virksomheden er særligt opmærksomme på: Tåstrupgård vest for København, Mjølnerparken, Egedalsvænget i Kokkedal og området omkring Avedøre Station.
Men studenterkørsel ind i de belastede boligområder skal ikke forvente eskorte fra politiet i København. Her siger vicepolitiinspektør Riad Tolba til BT:
- Vi har ikke modtaget nogen anmodning om at foretage eskorte i boligområderne i København, og jeg har svært ved at forestille mig, det skulle blive en del af opgaveløsningen.