Hylende og brusende toner for øret, også kendt som tinnitus, rammer langt oftere stressede mennesker end ikke-stressede.
En svensk undersøgelse blandt 348 personer lavet af Karolinska Institut og Stressforskningsinstituttet ved Stockholms Universitet peger på, at stressramte mere end dobbelt så ofte bliver ramt af tinnitus i forhold til deres ikke-stressede kolleger. Det skriver DR.
"Så vidt vi ved, er vores undersøgelse enestående. Vi påviser, at risikoen for at få tinnitus mere end fordobles, hvis man er følelsesmæssigt udmattet. Det er noget, vi altid har haft mistanke om, men nu viser vi det sort på hvidt," siger docent Dan Hansson fra Karolinska Institut til ifølge DR til Sydsvenska Dagbladet.
Man kan dog ikke dermed konkludere, at stress er årsag til tinnitus.
"Lige nu kan man ikke sige, hvad der er hønen, og hvad der er ægget. Det mest sandsynlige er nok, at sammenhængen går den anden vej. At personer med tinnitus også har større risiko for at få stress," siger Dan Hansson.
Kilde: DR