Normalt ville 19 millioner kroner lune på enhver kistebund, men når der i forvejen er hul i bunden af kisten, og pengene fosser ud, så luner de ekstra meget.
Sådan ser det ud for magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg i Århus Kommune, som foreløbigt har sparet 19 millioner kroner på, at sosu-asistenter, sygeplejersker og visitatorer har strejket. Men de fleste af pengene bliver skovlet ned i et stort sort hul, for Sundhed og Omsorg har de sidste par år haft underskud på budgettet. Rådmand for Sundhed og Omsorg, Dorthe Laustsen (SF), vil nødigt sige, at pengene ryger ned i et hul.
»Pengene bliver på området. Og når visitatorerne er tilbage i arbejde vil jeg opfordre dem til at vurdere, hvem der har brug for ekstra hjælp,« siger rådmanden, der forklarer, at resten af de mange millioner skal være med til at dække underskuddet på budgettet.
Selvom de FOA-organiserede medarbejdere i går sagde ja til deres overenskomst, så kan den endelige besparelse endnu ikke gøres op. Sygeplejerskerne i hjemmeplejen strejker nemlig stadig.
Vil undgå straf
Sundhed og Omsorg har i flere år haft røde tal på bundlinjen, og for at minimere underskuddet i 2008 mener Dorthe Laustsen, at de 19 millioner skal hjælpe med at dække noget af underskuddet.
»Hvis vi minimerer vores underskud, så kommer det borgene til gode i sidste ende, for så undgår vi straf,« siger Dorthe Laustsen.
Det hænger nemlig sådan sammen, at hvis Århus Kommune ikke holder sig inden for budgettet, så bliver bloktilskuddet fra staten mindre næste år.
Sundhed og Omsorg er snart klar med en analyse, hvor det fremgår, at området hvert år mangler 36 millioner kroner i forhold til de kvalitetsstandarder, der er sat som mål.
»Det viser jo, at der er flere borgere, som skal have hjælp, og det betyder, at området skal have tilført flere penge,« siger Dorthe Laustsen.
Rådmanden skal i den nærmeste fremtid mødes med borgmesteren for at diskutere analysen.