De 500 ansatte på Carlsbergs største øllager i Fredericia har fortsat nedlagt arbejdet, og det kan betyde, at det snart kommer til at knibe med kolde øl og vand i kølediskene.
"Vest for Storebælt har vi ikke kørt varer ud i tre dage i sidste uge, så der begynder det at være lidt tyndt på hylderne," siger Jens Bekke, pressechef i Carlsberg, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Også sjællænderne kan komme til at se langt efter deres fyraftensbajer.
"Vi kører de varer ud, som vi har, men når der ikke produceres noget, så løber vi tør på et tidspunkt," siger Jens Bekke.
Det er ledelsens udkast til en ny lokal lønaftale, der har fået de godt 500 ansatte på Carlsbergs bryggeri i Fredericia til igen i dag at nedlægge arbejdet.
Konflikten kommer efter, at ledelsen har meldt ud, at der ikke bliver tale om lønforhøjelser.
"Medarbejderne er gået hjem i dag og mødes igen i morgen klokken 9. Så længe, de ikke arbejder, så længe kommer der ingen forhandlinger," siger Jens Bekke.