Hvem er han?
Det er det spørgsmål, som politiet har stillet sig selv siden fredag, da en strandvasker blev fundet i Skagen - og onsdagens obduktion har ikke hjulpet ordensmagten nærmere et svar.
"Ligets tilstand gør, at vi ikke kan komme identiteten nærmere på nuværende tidspunkt. Der er ikke meget tilbage," siger Kurt Christensen fra Frederikshavn Lokalpoliti.
Der er nu to muligheder tilbage, hvis politiet skal finde mandens navn.
"Der er blevet taget prøver, der kan DNA-analyseres. Og i løbet af ugen får vi et tandkort, som vi kan sammenligne med andre savnede danskere," fortæller Kurt Christensen.
Men det er en langsom proces, og Kurt Christensen kan ikke sige nærmere, hvornår mandens identitet kan fastslås.
Det eneste, som politiet med sikkerhed ved om liget, er, at det er en voksen mand.
Tidligere har politiet i Frederikshavn luftet teorier om, at det kunne være en af de unge mænd, der i august forliste ud for Mandal i det sydlige Norge.
Kun liget af en af de fire druknede mænd blev dengang fundet.